Ghana igen. September  - oktober 2011

 Så er der nye oplevelser fra dette forunderlige land. Et land, som man slet ikke kan fatte og begribe dybden af. Man skal godt ind under huden på Ghaneserne for at høre om deres traditioner og problemer. Ikke dem, der er ligetil og til enhver tid til at få øje på, men dem, som er dybt forankrede i gamle, gamle traditioner og som ingen religion har kunnet ændre på. Heksekunst f.eks. Det hørte vi lidt om i aftes og det kan da godt få hårene til at rejse sig på hovedet af en.

Vi er godt ankommet. Er 2 timer efter dansk tid, så det er nemt at komme op om morgenen. Vores indkvartering er ikke så god som sidst. Vores lille hus er desværre lejet ud til anden side. Vi har fået 2 værelser i en anden bygning. Der er ingen køkken, udover det, vores ven Bismark, har til rådighed og bruger, når han laver mad til forskellige gæster i huset. Han vil såmænd gerne servicere os. Renligheds standarden er jo imidlertid en lidt anden, end den derhjemme, så jeg krymper mig noget, når jeg ser mig om i køkkenet! I morges havde han for at glæde os lavet perlehønseægs omeletter med løg! Vi spiser imidlertid i den ånd, det er lavet og så holder vores maver helt sikkert til det!!!

Vi nåede lørdag formiddag en tur på kurvemarkedet, hvor vi mødte flere glade, kendte ansigter. Og jeg, der har svoret, at vi kun skulle have få kurve med hjem, har da allerede erhvervet mig 2.

Som I kan se af indsatte billeder har vi allerede lørdag eftermiddag, været på besøg i en landsby langt ude på landet. Peter, vores nye producent skulle indsamle færdige kurve og samtidig kontrollere kvalitet. Vi er jo krævende os danskere! Det kan være svært for væverne at forstå. Peter er dog en god og diplomatisk læremester, så de kommer lige så stille efter det og synes at have stor tillid til ham. Han holder mange kvinder i arbejde og det er dejligt at se, for det betyder mætte børn. Vi havde en lærerig eftermiddag. Et par kurve måtte dog kasseres, og flere burde nok være gået samme vej, men gjorde det ikke!

Vi har storglædet os over gensynet med både Alex’s(vores taxachaufør/lærers) kone og lille nye skud på stammen og Peters kone og børn, m.fl. Er blevet varmt modtaget af alle og har næsten ikke haft tid til så almindelige ting, som at spise!

I dag er det imidlertid vores bryllupsdag. Vi har tilbragt den i ro og fred i huset og forsøgt at finde os selv. Det hele er gået vel hurtigt, også inden vi kom af sted.  MIN sjæl har i hvert tilfælde haltet noget bagefter. Det har virkelig været svært at forstå, at NU er vi pludselig tilbage i Afrika.

I aften går vi ud og spiser et godt måltid og fejrer de 7 år!

Som billederne også viser, er Bismarks og mine oprindelige 2 geder nu blevet til 10. Sidste nye skud på stammen er den lille ”Bambi to”, født af ”Sweetpie”, for 5 dage siden. Den er ikke til at stå for, når man er mig!

Vejret må vi også fortælle lidt om, det er meget fugtigt, regntid, og temperaturen holder sig på den rigtige side af 30 grader. Vi slukker endda for vores fan om natten! Første nat bød på et voldsomt uvejr, torden og kaskader af regn. Så meget at vi troede at nu måtte det hele da skylle væk. Men nej, vi er her endnu og det er vores omgivelser også. Man er vandt til disse skybrud i regntiden, det er ikke noget usædvanligt.

Ulla

18 september 2011