På familiebesøg.
Lørdag eftermiddag og søndag eftermiddag var afsat til familiebesøg i henholdsvis Nancys (vores tøj-vævepige) og Bismarks landsbyer.
Det var
hyggelige besøg, som måske især for Nancys vedkommende havde større betydning
end vi lige forestillede os. Hun er jo pige og taget ind af onklen, da hun er
forældreløs. Piger er ikke i høj kurs her og da slet ikke, hvis det er andres.
Også elv om det oftest er dem, der gør alt arbejdet, mens mændene ligger
på en bænk og sover eller drikker pito (den lokale øl)! Nu har hun fået lidt
status, dels fordi hun har en cykel, og nu så sandelig også en telefon. Hun er
nok en af de eneste i den store familie, der har en telefon. Selv om hun er
analfabet, så har hun fundet fint ud af at bruge telefonen og hun ”flasher” os
morgen og aften (ringer op og lægger på, så VI kan ringe) for at hilse os
godmorgen og godnat, og så griner hun så sødt og overstadigt, fordi hun slet
ikke ved, hvordan hun skal takle sin glæde. Vi havde slik og kiks med, måske
ikke lige det de havde mest brug for, men nok noget de ellers aldrig får!
Bismarks familie er
langt mindre. Det er hans afdøde brors kone og hendes 5 børn, der bor i hans hus
i en landsby ca. en halv times kørsel, fra hvor han selv bor.
Det sted hvor vi også bor/boede. Han har måttet overtage sin brors
forpligtelser overfor dennes kone og børn og måtte derfor opgive sin skolegang
på det tidspunkt broderen døde. Han blev samtidig tilbudt oplæring som kok på
vores sted og fik en deltidsansættelse. Hans løn er minimal, 220 kr. om måneden,
men han arbejder hårdt og kender betydningen at netop det. Han er utrolig sød og
kærlig og let at snakke med om alt. Vi savner ham allerede, hans små daglige
besøg var kærkomne. (netop i dette øjeblik ringede han, for at sige, at han
savnede os, og at han, når han lukkede øjnene, kunne se Lars inde bag det ene
øjenlåg og mig bag det andet, og derfor slet ikke kunne falde i søvn!) Tilbage
til landsbyen. Når der er ”fint” besøg plejer naboer fra nær og fjern at komme
ilende til. Det er som regel medlemmer af ”the extended family”, men netop denne
dag var en 35 årig kvide i nabohuset død, efter længere tids sygdom. Hun
efterlader sig mand og 3 små børn! Skikken byder at naboer og slægtninge
aflægger afdødes familie besøg og derfor var der ikke et stort opbud, da vi
besøgte Bismarks hus, kun lige dem, der bor i huset, og det var helt dejligt.
Også her havde vi lidt kiks og slik med,
som vi delte på bænken under det store skyggefulde træ. Svigerinden fortsatte
dog sit arbejde med at skille de høstede jordnødder fra planterne, de sad på. Af
jordnødderne laver de en suppe, som de spiser med risboller til. Nødderne bliver
tørret og gemt til tørketiden, hvor der ikke er noget som helst, der kan gro på
markerne.
Hjemturen påbegyndt.
Nu har vi vendt
næsen i den rigtige retning, nemlig hjemad. Vi fløj tidlig i morges torsdag fra
Bolgatanga til hovedstaden helt i syd, Accra, det tager blot 1 time. Her blev vi
hentet af trofaste James den anden, der er nemlig også en chauffør James den
første. Vi kender dem begge rigtig godt fra tidligere besøg og lange strækninger
på landevejene. De er dygtige og pålidelige chauffører, så vi føler os altid
trygge i deres varetægt. Han var på pletten i ankomsthallen, mere kunne vi ikke
ønske os. Vi har besluttet at holde et par dage fri her i det sydlige, for der
har været ret meget fart på i Bolga. Og især Lars har haft hovedet fyldt med
skemaer, tal og kolonner og været bekymret for om de/vi nu nåede det lovede
antal kurve til afskibning til aftalt tid. Da vi tog af sted blev der arbejdet
på højtryk alle steder. På lageret blev der pakket sække med færdige kurve.
Kurvene bliver opbevaret i kæmpe bunker i den store lagerhal, sorteret i
farver og pakket i sække udenfor. Her sker der også en sidste sortering, sådan
at kun de perfekte kurve sendes af sted. Udenfor sidder også læderarbejderne og
syer læder på de kurvehåndtag, der skal forsynes med det. På kontoret bliver der
modtaget flere færdige kurve, nogle af dem skal dyppes i farve endnu engang. Der
bliver lavet pakkelister og ordnet 1000 andre ting. Nu synes vi imidlertid ikke,
der er mere, vi kan gøre i forhold til denne afskibning. Om målet nås med det
rekord store antal kurve, der er projekteret med denne gang, er vi endnu ikke
helt sikre på. Det får vi at se om et par dage. Vi krydser fingre for det.
Efter modtagelsen i
lufthavnen, havde vi en 2 timer lang køretur mod nord til Kofuridua. Her har vi
været de to andre gange, vi har været i Ghana. Det er her Krobodan ligger,
firmaet med smykkefabrikation for Pernille Bülow, og organisationen der tager
sig af mikrolån og oplæring af de ”landless farmers”. De projekter vi så, da vi
var på min vundne studietur, vores første besøg her. Meget er sket siden, det må
man sige.
Efter at have
checket ind på hotellet, kørte vi direkte til perlemarkedet, som jo især jeg
synes, er så spændende. Der var nu ikke de store nyheder, men lidt indkøb blev
det da til! I morgen har vi imidlertid besluttet os for en tur til en
perleproduktionsfabrik, ca. en times kørsel herfra, endnu længere nord og lidt
øst på. Vi har hørt og læst, at det skulle være et spændende sted at besøge, et
sted, hvor de holder de gamle metoder og traditioner i hævd.
Derudover har
Pernille Bülows smykkefremstilling fået nyt kontor og værksted, det skal vi da
også se. Samtidig håber jeg, jeg kan få lidt undervisning i gedehold, det er jo
netop noget de ”landless farmers” har gjort en del i. Og det er det Bismark og
jeg vil se om vi kan komme godt i gang med.
Bismark skal bygge ”hus”
og ”løbegård” til vores geder, så de kan have det godt og være sunde og raske,
med jævnlige dyrlægebesøg osv. osv. Vi går vældig op i vores fælles projekt. Nu
er det sådan at Bismark faktisk har haft geder i sin landsby tidligere, og han
ved en masse om geder allerede. Men gedehold i aflukkede omgivelser, har han
ikke prøvet, ej heller at fodre ret meget. Geder løber for det meste rundt på må
og få og søger selv for deres føde. I landsbyerne omkring Bolga i månederne,
hvor de dyrker jorden, tøjrer de dog deres geder. For æder de af naboens
afgrøder, bliver der problemer, og så kan de nemt blive bytte for slagtekniven!
Nå, jeg kører derud af med mine geder, som jo sikkert er mest interessante for
mig!
Farvel for denne gang!
Så måtte det komme,
afskedens time. Huha, det var/er hårdt. Mange er kommet tæt på os og jo især
Bismark er blevet en del af familien.
Lørdag vender vi
igen næsen mod syd og kører med en afstikker til måske endnu en perlefabrik, til
lufthavnen og afgang mod Amsterdam kl. 21.
Vi glæder os nu
rigtig meget til at komme hjem!
På snarligt gensyn.
Ulla