En tidlig søndag morgen.

Lidt update om vores færden i det Afrikanske.

I dette øjeblik kan jeg høre kirkeklokkens kalden. Kl. er 6. Udenfor er det kun dejlige 28 grader, fuglene synger og cikaderne giver sig højlydt til kende i en uendelighed. Hønsene er også på tæerne og hanernes galen høres fra nær og fjern.

Allerførst må jeg sige at turen i denne omgang har været noget bedre mht. til varme. Vi HAR godt nok haft høje temperaturer, også over 40 grader i solen, men nætterne har været langt mindre varme, med temp. fra 25-28 grader, også selv om elektriciteten har svigtet og vores ventilatorer i lofterne ikke har kunnet køre.

Vi er kommet til at holde af vores sted, vores hus her ude på landet, hvor luften er renere end i den af bilos så forurenede indre by. Vennerne er begyndt at kigge forbi i det ene eller andet ærinde, men mest for at sige hej og høre om vi har det godt.

Bismark er en fast ”gæst”, eller måske rettere, fast inventar i huset. Han sørger fortsat for rengøring og for at vaske vores tøj og for at købe lidt madvarer på markedet, når der er brug for det. Det er han og jeg, der forsøger at få et gedehold op at stå. I har set eller kan se billeder af vores geder her på hjemmesiden. Desværre havde vi den sorg at vores Bambi, det lille nye 2 uger gamle kid, blev kørt over af en bil her i vores ”baghave” for en uges tid siden. Bismark kunne næsten ikke fortælle mig det, og selvfølgelig kom jeg til at fælde en tåre! Det lille kid var jo blevet så tamt, hoppede op på mit skød, når jeg fodrede dens mor og vores anden ged, og hyggede sig med at blive kløet bag ørerne osv. osv. I Afrika er man dog også praktisk, for sulten ligger altid lige om hjørnet for de fleste. Så da vores lille Bambi nu VAR død, ja så spurgte en af arbejderne på stedet her, om han måtte få den. Selv om den ikke var stor, kunne der jo nok komme et festmåltid ud af den. Jeg kunne ikke andet end give min tilladelse, da Bismark spurgte mig! Sådan er livet, den enes død, den andens brød, er det ikke sådan man siger? (og så tilkaldt af en hunds piben, lige udenfor vores vindue, viste der sig at være en parringsakt i gang, og nu står de der og kan ikke komme fra hinanden, de to søde hunde, tålmodigt ventende). Gederne er kommet til, de bræger udenfor for at få mad. Det er imidlertid ikke ”vores”, så jeg forsøger at lade være med at fodre dem alt for meget, så vi ikke har dem på besøg konstant. Lidt får de nu, man har vel lov at være inkonsekvent engang imellem! Om lidt står morgenmaden på bordet, Lars presser appelsiner og rister brød, Bismark laver omeletter med tomater og grøn peber ovre i sit eget køkken, jeg laver te og kaffe og hyggen spreder sig og jeg holder lige en pause i skriverierne.  

 Så blev vi mætte, Bismark laver skønne omeletter!

Jeg har forsøgt at sætte mig ind i hvad der egentlig gik galt til ”weavers day”. Det er jeg slet ikke til bunds i endnu, men vi er gået i gang med at gøre dét godt, vi kan. F.eks. tager vi ud til den gruppe, der på selve dagen slet ikke blev hentet, fordi der ikke kunne skaffes nok transport. Dvs. de fik hverken oplevelsen, præmier eller mad. Det får de imidlertid nu, når vi på mandag tager ud og siger undskyld! De kan nemlig godt tåle at få at vide, at man kan erkende sine fejl! Vi har genindkøbt præmier og vi har bestilt mad! 

En anden gruppe fik ikke deres gruppepræmie, som fejlagtig blev givet til en gruppe, der allerede var blevet givet én gruppepræmie. Den gruppe tager vi ud til i eftermiddag. Vi har indkøbt 20 zink tagplader, nemlig det, de oprindelig skulle have haft. Dem tager vi ud med som en overraskelse. Så kan de få lavet sig et overdækket sted at være, når de samles for at flette. Som det er nu, og vel altid har været, sidder de under et lille træ med mangelfuld skygge.

På fredag gælder det den gruppe, som havde forberedt sig på en sang til vores boss’s ære, og som slet ikke blev kaldt frem for at fremføre den. De fik af en eller anden grund heller ikke deres præmier for bedste og hurtigste flettere, og var rigtig godt skuffede. Heldigvis fortalte deres gruppeleder os det. Det satte nemlig alt ovenstående i gang. Det er selvfølgelig ikke det samme at vi få fra kontoret, kommer ud for at høre dem, som det ville have været at fremføre det for hele forsamlingen på selve den store dag. Det er dog en lille trøst, håber vi. Og er der flere ”glemte og skuffede” kommer de sikkert også ud af busken og siger til. Vi må tage det, som det kommer.

nok om det!

Torsdag var vi om eftermiddagen til indvielse af et nyt center for kurveflettere. Det er knyttet til den landsby vi kalder ”vores”, Nyariga. Det er et kooperativ. En amerikansk kvinde så for ca. 5 år siden en Bolga kurv for første gang, i hovedstaden Accra. Dette møde førte til at hun i dag har fået bygget en skole, en sundhedsklinik for kvinderne og omtalte flettecenter, med plads til at sidde og flette i ly for både sol og regn, til lager, til kontor m.m.m. Et flot stykke arbejde, som har betydet meget for mange, mange i det område. En rigtig dejlig og opløftende begivenhed at være med til, selvfølgelig med deltagelse af forskellige høvdinge og 2 område ministre, som virkelig er noget ved musikken!

Men vi har jo også vores eget lille projekt, som har givet os megen glæde og fornøjelse at planlægge og få udført. Pengene, der blev skænket til ”vores skole” er blevet brugt først og fremmest til, efter lærernes ønske, at lave en legeplads. Vi har hos 2 forskellige smede fået fremstillet et gyngestativ med gynger, en ”merry go round” (en slags karrusel med plads til 14) og en vippe. Standarden kunne nok ikke passere i DK, men vi gør, hvad vi kan for at rådgive mht. sikkerhed osv. Vi kører med jævne mellemrum forbi de to steder for at inspicere processerne. Vi kommer enten med Alex, som er vores ven, taxachauffør, translatør og lærer på skolen, i hans derangerede taxa, eller på vore slidte japanske cykler. Ingen luksusbiler her! Vi bliver måske netop derfor altid godt modtaget og har mange sjove ordvekslinger med de implicerede. Dette er ikke arbejde, de laver hver eller hver anden dag. Men de er nu ikke helt novicer på området, det ses af resultaterne. Det er imidlertid ikke udbredt at have legepladser her, så hvor kunne det være skønt, om dette projekt kunne skabe præcedens og at vi kunne finde penge derhjemme til endnu flere skolelegepladser her.

Projekt Skole-lejepladser.

Det lyder da inciterende, ikke?

Der er stor taknemlighed på skolen over denne flotte gave og vi undgår ikke en overleveringsceremoni når det hele forhåbentlig i vores sidste uge her, bliver bragt på plads og afleveret. På tirsdag håber vi, at vi kan få alt fragtet til skolen, hvor så skolens murer, ham der har bygget skolen, vil sørge for at grave huller og cementere tingene fast.

Da skolens lærere ikke har skriveborde at sidde ved eller ordentlige stole at sidde på, er der heldigvis også penge nok i projektet til at skaffe dem det. På rekordtid har en sød tømrer og hans mandskab på mange, fabrikeret borde og stole fra ”scratch”, 6 styks, som også bliver færdige på tirsdag og flyttet med på det afgående læs. Vi kan nok ikke kalde borde og stole for ”Danish design”, men for skolens lærere betyder det bare SÅ meget. At der ikke er et sted, udover naturen, hvor de kan forrette deres nødtørft, betyder mindre!

Der er ca. 25 km ad meget dårlig vej, ud til skolen. Vi håber det hele når frem i god behold og vil holde jer underrettede om det videre forløb!

For lidt overskydende penge fra vores sponsorer, er der blevet indkøbt to soldrevne lamper til et par grupper, der sidder og fletter i mørke om aftenen! Der er endnu et par mindre projekter på bedding, som vi kan fortælle om, når vi er helt sikre på hvad vi vælger at støtte.

Vores daglige arbejde med at hjælpe med at få styr på og samlet de 4500 kurve, der skal af sted i container medio oktober glider heldigvis og er ved at være på plads. Der arbejdes på højtryk alle steder, flettere giver den en ekstra tand, kurvene bliver farvet, nyt strå bliver købt ind og farvet osv. osv. Ikke nødvendigvis i nævnte rækkefølge. Vi er godt tilfredse med resultatet og håber alt kommer til DK i god stand.

Vi har det heldigvis godt, vores tid er gået så alt for hurtigt, det er ikke til at forstå, men vi er glade, for det vi har nået.

Kærlig hilsen fra det varme Afrika

Ulla