Livets tilskikkelser, en tilfældig dag.
Vi er kørt
til byen de ca. 7 km fra vores opholdssted, med taxachauffør Alex’s ven, Dennis.
Vi skal en tur på kurvemarked, som finder sted hver 3. dag,. I dag er der
imidlertid ingen stor handel, det er varmt og fugtigt. Vi driver derfor ned ad
byens handelsgade mod M’s lille butik med plastvarer, baljer, opbevaringbøtter
m.m. Hendes sted har jeg vist skrevet om tidligere. Et kærkomment sted for især
mig. Her har jeg kunnet finde lidt skygge for den bagende sol, når vi på cykler
kom på vej hjem fra kontoret, eller blot var en tur i byen og havde fået nok af
40 grader.
I dag
besøger vi hende for første gang under dette besøg. Stor gensynsglæde og mange
høflighedsfraser. Sådan ER alle her, man er overhøflig, ghanesere imellem og fra
dem til os, giver hånd, bukker og nejer. Lidt svært til tider, syns jeg, som
godt kan lide at gå lige til sagen. Nu bliver der fundet stole frem, nogle
kommer fra nabobutikken, for M har kun en selv, man hjælper hinanden her.
Stolene bliver grundigt tørret af, før vi sætter os og nyder den lette brise i
den hyggelige hjørnebutik. Snakken går, vi ved der har været problemer med et
banklån tidligere, og kommer ind på hvordan det er gået. Aldrig så snart har hun
fortalt os at der blev fundet en ordning, dengang for ca. et år siden, før et
cykelbud kommer kørende på vejen, stopper og kalder hende til sig. Det viser sig
at være en ny stævning hun får præsenteret.
Inden 14
dage, skal hun, hvis hun ikke betaler et beløb, der svarer til 9.000 danske
kroner, møde i retten. Betaler hun ikke, vil hendes beskedne varelager blive
beslaglagt. Det kan efter alt at dømme også kun dække en brøkdel af det store
uoverskuelige beløb. Hus har hun ikke, containeren, som hun opererer sin lille
business fra, er også lejet. Pengene har hun brugt til at betale skole og
uddannelse for de to største børn. Den ældste, en ung mand, som vi har mødt
flere gange under tidligere besøg, og som vi netop havde besøg af aftenen før,
er uddannet sygeplejerske og færdig for nogle måneder siden.
En
sygeplejerske uddannet i Ghana, må når han/hun er færdig, først ”serve his
country”. Det vil sige, arbejde gratis i et helt år. En praksis, der ligeledes
gælder for læger og lærere og alt sundhedsuddannet personale, måske også andre,
men os ubekendte.
Når man er
færdig med sin service til ’The government’, bliver man anvist en stilling et
eller andet sted indenfor ens distrikt, man bestemmer ikke selv. Forflytninger
sker på samme måde. Overraskende nok, synes folk, vi taler med, at dette er en
helt ok måde at gøre tingene på.
Er man så
endelig færdig med sin service og er begyndt at arbejde det anviste sted, kan
der gå op til en 3-4 måneder, før ens første løn bliver udbetalt. Det tager den
tid, at blive oprettet i systemet. Det fortæller jeg, fordi M’s søn, som hun har
betalt til i flere år, skolepenge m.m., nu forhåbentlig, med sin faste løn, kan
træde til og få en ordning med banken, så moderen undgår beslaglæggelse og
evt.fængsel. Ja, betaler hun ikke ved kasse ét og bliver hun dømt dertil, må hun
i fængsel, i op til 4 år, for at afsone sin brøde. Og et Ghanesisk fængsel for
kvinder, er ikke noget man kan ønske sig. Men hvor mon iøvr. det er det?
Den søde M
er nu virkelig ked af det, for hvad skal hun gøre. Hun har små lån i et par
andre banker, hvorfra de dagligt kommer og henter små afdrag, og nu dette. En
ung mand, der sælger brugte sko i en ved siden af liggende forretning (hvis man
kan kalde en tohjulet overdækket ladvogn det) bliver hidkaldt og skal med sit
lidt bedre engelske forsøge at oplyse os om sagens alvor. Alvorlige er vi, men
vi har svært ved at tro, det kan gå M så galt, som de siger. Banken får da ikke
noget ud af at sætte hende i fængsel, langt væk fra familie og venner. Straffen
og truslen hænger dog over det tyngede hoved!
Vi snakker
muligheder igennem, mens vi undrer os over, hvordan vi er havnet her, netop i
dette øjeblik, hvor behovet for hjælp tilsyneladende er så nødvendig. Vi tvivler
nu ikke et øjeblik over situationens alvor og behovet for hurtig handling.
Vi
beslutter, vi vil hjælpe med et beløb. Hun må gå i banken endnu i dag og
forhandle med dem. Sige at hun kan betale så og så meget i dag og hver måned
fremover. Vil kunne afdrage sin gæld med et beløb på 50 GHS, sv.t. ca. 200 kr.
Vi aftaler hun kan ringe til os, hvis vi evt. skal møde op i banken for at
bevidne hendes gode vilje. Ellers kigger vi ind til hende dagen efter.
Det gør vi.
Hun går os glad i møde. Krisen er drevet over, og en aftale med banken kommet i
stand.
Vores hjælp
er et engangsbeløb, det har vi gjort hende klart. Vi håber hun ved hjælp af
sønnens nu snarlige indtjening vil kunne afvikle gælden regelmæssigt over en
årrække.
Ak ja, en
nuets handling! Var den rigtig eller forkert? For M er der ingen tvivl!
Ulla