Afhentes af
forud aftalt taxa kl. 05 morgen. Kører i mørke et par timer. Alex er vores
taxidriver, Timothy hans ven (A&T), som han har spurgt, om han må tage med.
Timothy har dog ikke kørekort, så han kan ikke aflaste. Det bliver Alex, der
står for hele turen, og det siger ikke så lidt. De er begge skolelærere, men har
fået fri i dag, for at køre turen. Ingen af dem har gjort turen før, så både de
og ikke mindst vi, er spændte på, hvordan det vil gå.
Efter to en
halv times kørsel er vi i Tamale, en større by/knudepunkt på skellet mellem nord
og syd. Her bor en ca. 350.000 mennesker, mest muslimer. I denne nordlige del af
Ghana er der i det hele taget mange muslimer, der nu om dage, lever i fredelig
sameksistens med Kristne. Vi spiser morgenmad, Lars og jeg, i Catholic
guesthouse, en hurtig kop kaffe, en spansk omelet, der kan ligge på et frimærke
og et par stykker ristet brød. Det kommer til at holde os til vi er i Mole, 6
timer senere. A&T kører ned i byen for at spise afrikansk mad! Fufu.
Hele
strækningen fra Bongo til Mole er på ca. 300 km. En times kørsel syd for Tamale,
drejer vi fra mod parken, og der er nu kun grusvej de sidste 87 km. Det lyder
ikke af meget, men disse kilometer kommer til at tage os
5 timer. Vi kan kun køre 20-30 km i
timen. Det er i begyndelsen ret underholdende, der er meget at se på, landsbyer
med lerklinede, runde stråtækte huse og masser af træer og grønt, så langt øjet
rækker. Selv om det har regnet for to dage siden er vejen knastør og i bilers (modkørende
så vel som overhalende, 4 hjulstrækkere især) kølvand står der en rød støvsky.
Den ”inhalerer” vi! Til trods for momentant lukkede vinduer, er der intet at
gøre. Det røde støv, som vi kvinder vist køber derhjemme i dyre domme, som
Nilens et eller andet, får vi her i mængder, ganske gratis for fuld udblæsning.
Det lægger sig overalt i alle hjørner og de mindste afkroge af bilen og på
bagagen, fylder vores ører og næser/lunger, dækker vores kroppe (vi ser faktisk
pænt brune ud, eller er det indianere vi ligner?). Lommetørklædet jeg forsøger
at binde for næse og mund er rødt, rødt. Vi må tage det som en oplevelse!
Den bumpede
vej er umulig at køre på, men i grøften er der lavet et nyt spor, sikkert af
andre, der ikke har kunnet køre på den ellers så flot udseende vej, i vores
rejsebog benævnt, som den værste vej i hele Ghana,! I grøften går det lidt bedre
og her ryster bilen ikke helt fra hinanden! Sådan går det, til vi er fremme ved
halv 3 tiden. Vi får os installeret. Stort, kæmpestort værelse med aircondition.
Vores egen lille bungalow med køleskab og hele molevitten. Vi har revet os! A. &
T. klarer selv deres indkvartering, det er med i aftalen, lige som de også selv
sørger for mad. Lidt frokost, og vi er parate til første SAFARI. Det er varmt og
vi skal gå. Hotellet ligger på et højt klippefremspring, vi skal nu ned i dalen
til den kunstigt anlagte sø, elefant mudderhullet, og den omkringliggende
savanne. Fra hotellet kan vi se søen, der er ingen elefanter i den, så vi håber,
vi møder dem et andet sted. Det gør vi imidlertid ikke denne eftermiddag. Vi ser
forskellige slags antiloper med snoede horn samt vildsvin. De sidstnævnte som I
også kan se på et af billederne græsser på knæ, fordi de har korte halse og
ellers ikke kan nå græsset, er den forklaring vi får. For nogle går det dog
udmærket med strakte ben! En enkelt abe (baboon) viser sig. Vi får ellers at
vide, at man kan se aber i hundredtal, også oppe ved hotellet, hvor de i høj
grad, kan genere gæsterne. Men ej heller dette er os forundt denne eftermiddag,
hvor vi efter en stejl nedstigning, bevæger os ud over savannen fordelt i små
grupper med hver vores ”ranger”, der af sikkerhedsmæssige grunde, bærer gevær.
Han svarer nej, på mit spørgsmål om han nogensinde har brugt det, men sådan skal
han sikkert svare. Måske er det slet ikke ladt, foreslår Lars.
Selv om
vores ”udbytte” er lidt magert er det dog forunderligt at gå der, hvor store
elefanter har trampet. Du kan se deres fodspor tydeligt i sandet. Vores ranger
VIL gerne, at vi skal se dyr, det er tydeligt at mærke på ham, han ringer til de
andre grupper og hører om ”sightings” der, men også der er det en nitte mht.
elefanter. Mange smukke antilopearter, de mange fugle og elefantsporene i den
lerstampede jord, er det, vi må tage til takke med i dag. En helt speciel
atmosfære, gør nok folk stille, vi sidder en 2o minutters tid i et udsigtshus på
”stylter”. Vi er nok en ti stykker og ikke en lyd bliver sagt, vi sidder med
udsigt over den store sø!
Efterfølgende drikker vi en øl ved poolen med A&T inden de tager af sted til
DERES aften. Alex har gjort det godt, flot kørsel under håbløse forhold. At
bilen overhovedet holdt er mig et under. I morgen skal vi samme vej tilbage. Ak
og ve.
Kl. 6.45 er
vi klar ved informationscentret og butikken, der hvor man mødes og turene
starter. I dag skal vi ikke gå, vi har besluttet at køre i Alex’s taxi. En
”ranger” med gevær SKAL vi have med. Det er en tur på 16 km., men på endnu værre
vej end den i går. Vi må ud af bilen et par gange, for at Alex kan køre gennem
vand og over sten. Men det går! Det gør det imidlertid ikke med at se dyr. De er
der, men de dukker sig siger ”rangeren”. På et stykke vej får vi bilen fyldt med
tsetse fluer, dem der giver sovesyge. Der bliver slået og fægtet med klude (fyldt
med støv) og kasketter m.m. for at få dem ud, men til sidst må vi lukke
vinduerne. Det er kun et bestemt sted i parken de findes, så efter en rum tid
kan vi atter lukke vinduerne op og igen trække vejret. Ingen blev vist stukket!
Nå men vi
er ved at være ved vejs ende, lidt slukørede for resultatet har jo været magert.
Nu sker der så pludselig noget. Vores
”ranger” har haft ørneblikket ude og der, skjult af små-træer, går tre
kæmpestore, afrikanske, vilde elefanter. Vi er ude af bilen i en fart, Timothy
vil dog lige sikre sig at aberne, som vi har set nogle få stykker af i det
fjerne, ikke kommer til bilen og de åbne vinduer, så han sørger for låsning og
lukkede vinduer. Vi andre tænker kun på elefanter.
Og
stort, det er det, dette øjeblik. Jeg
står nu 25 meter fra dette kæmpestore dyr og jeg får tårer i øjnene og en klump
i halsen endnu engang! og så knipser jeg klik, klik, klik ud i en køre imellem
at jeg blot står med åben mund og stirrer. Lars videofilmer! Elefanterne tager
øjensynligt ikke notits af os, de fortsætter deres spisning, rykker små-grene og
små-træer op med rode (de skal have 250 kg mad om dagen, så de fouragerer 18
timer i døgnet og sover kun de resterende 6). Rangeren har dog øjnene på stilke
og kommer vi for tæt på, er han der med det samme, for disse tre krabater er
handyr og skal ikke tirres! Inden længe har han også tilkaldt ALLE de andre
grupper, via sin mobil. De kommer langvejs fra nogen af dem, men alle er jo
taknemlige for at være hidkaldt. Men vi
så dem først! Det var Alex stolt over!
Hvor lang
tid vi tilbragte med de store dyr, har jeg overhovedet ingen fornemmelse af, men
da vi skal betale for safarien, hvilket man først gør, når den er slut (for
ingen ved jo, hvor længe, den kan vare, på forhånd) havde vi været ude i 3
timer! Det var alle pengene værd.
Tilbage på
hotellet pakker vi, får lidt morgenmad og jeg en kort dukkert i svømmebassinet,
mens vi venter på maden. Vi har haft aircondition til kl. 03, hvor den
automatisk slog fra, måske fordi det blev koldere udenfor! Det var imidlertid
skønt, medens det varede, en enkelt nats ordentlig afkøling har gjort godt og
søvnen rolig.
Nu har vi
så hele den lange tur foran os hjem igen. Alex klager ikke, men klarer i dag den
første tur, den på grusvejen, på 4 timer. Han blev udlært til sådan en vej, i
går, tror jeg!
Heldigvis
passer han sin bil godt, så vi kom hjem uden mekaniske genvordigheder. Da han
også er en habil chauffør, kom vi også hjem, helskindede og uden ulykker (som vi
ellers så nogle stykker af). Godt, godt trætte, var vi hjemme
kl. 20.45, endnu engang som
indianere fra top til tå, men godt tilfredse efter en meget vellykket tur.
I morgen må vi i gang med rense/vaske
processen og det røde støv, som ligger tykt på os, på tøj, fodtøj og tasker.
Hvordan Alex får SIN bil gjort tilgængelig til taxakørsel, er mig ubegribeligt!
Han har nu nok prøvet rødt støv før. Ulla