Om at have sponsorer

Den skole (Vea Kulpeliga Primary School) vi besøgte i marts måned, vil vi gerne gøre noget specielt for. Den ligger helt ude i no where. En hollænder har finansieret bygningen af selve skolen i 2003, og den er efterfølgende blevet overdraget til staten.

Efter sommerferien har vi skabt kontakt til Vestervangsskolen i Randers. En 6-klasse dér har skrevet breve til 36 elever i Kulpeliga, og nu forventer vi at få breve med retur til Danmark.

Børnehaveklasse 0B (barnebarn Albertes klasse) har tegnet en masse tegninger til børnehaveklassen her i Bolga. Og samtidig har vi også fået læsebøger og forskellige undervisningsmaterialer med til skolen. Noget af dette er  allerede bragt ud til skolen af lærer Alex.

Når lejlighed gives støtter det rådgivende firma Aaen Consulting A/S i Risskov, Århus, godgørende formål. Indehaverne, Susanne og Sven Aaen, hørte om vores oplevelser i Ghana. De besluttede sammen med firmaets andre partnere og ansatte at yde et beløb til projekter i Bolgatanga. Vi fik frie hænder til selv at udvælge projekterne.

Det er bestemt en oplevelse lige pludseligt at stå med mulighed for at hjælpe nogen, der kunne ønske sig støtte til et eller andet. Og vi besluttede hurtigt at ”vores” skole kunne være et godt emne at yde støtte til.

Skolen mangler efter vores mening hjælp til næsten alt. Der er for eksempel ikke sanitære installationer på skolen. Og ej heller el- eller vandforsyning. Undervisningsmaterialer kniber det ligeledes med. Og sådan kan man blive ved. På trods af dette forekomme det os at de 250 børn alligevel får en flot undervisning af de fem lærere,  knyttet til skolen.

Da vi nu fik mulighed for at yde et eller andet til skolen, kontaktede vi lærerne før vores afrejse fra Danmark, for at høre, hvad de kunne ønske sig.

Vi havde ikke fortalt, hvor mange penge vi havde rådighed over. Alligevel var det overraskende at få en ønskeseddel med denne prioritetsliste:

·        En vippe til børnene

·        Borde til lærerne

·        Undervisningsmaterialer

Derfor besluttede vi at arbejde os frem til at opfylde alle disse ønsker i det omfang mulighederne nu gør det muligt.

Første projekt, vippen, har vi allerede sat i gang. Vi har været rundt hos et par smedemestre for at se, hvilke muligheder der findes for produktion i Bolgatanga. resultatet er, efter råd fra Alex, blevet til at vi lader ét firma fremstille en karrusel med ikke mindre end 14 sæder (en merry go round). Et andet firma har fået ordre på at lave et gyngestativ med tre gynger.  

Nu kniber det med stål og lignende her i Bolgatanga. Så derfor har begge firmaer sendt ansatte til Kumasi ca 500 km mod syd. Dér skulle det være muligt at finde stumper til projektet, endda inklusive brugte kuglelejer! De udsendte skulle være tilbage i morgen. For at holde det hele i gang, har vi måttet give ret store forskud og endda uden der er blevet stillet sikkerhed for beløbene.  Det er ikke noget jeg ellers har accepteret tidligere i mine jobs. Men sådan er det altså her i Bolga. J Og det har vi valgt at have tillid til.

Smedemestrene har begge lovet, at have disse legeredskaber gjort færdige på max 2 uger. Og så bliver de endda malet i de danske og ghanesiske farver. Hvilket uden tvivl vil bidrage til tivoli-effekten…

Ovennævnte Lærer og taxichauffør Alex er vores kontakt til skolen. For at sikre at der ikke bliver problemer med at give disse ting til skolen, er der nu arrangeret et møde med distriktschefen for skolerne i landets nordøstlige region. Mødet vil finde sted i næste uge, hvilket vi ser frem til. Der bliver dog næppe problemer med gennemførelsen af vore projekter!                          

Ellers bliver vi lagerførende i en karrusel og en gynge….

Mere herom senere.

 

LH