Cyklerne, cyklerne, cyklernes klang…… 5. April 2009
Hvor HAR vi været glade for dem.
Og så har vi udført endnu en
bedrift!
Sådan tænker jeg nemlig hver
eneste gang, vi efter den lange cykeltur, kommer på kontoret om morgenen eller
hjem til vores lille hus om aftenen, med hoved, krop og alle 4 lemmer i behold.
Turen om morgenen,
ca. 7 km ad ”bagvejen”, gennem landsbyerne, gennem Bolgas centrum, og ad
hovedvejen på cykelstien det sidste stykke, belønnes med et dejligt
air-kondition afkølet rum. Så klarer vi dagen.
Bagvejen er grusvej, løst grus
afvekslende med en hård lerstampet overflade. Den bølger sig i bakke dal, den
er fyldt med huller, furer og revner, med bump og med større og mindre sten, ja
endog klippestykker. Den fordrer koncentration. Især i begyndelsen var det en
kæmpe udfordring, men nu er vi faktisk begyndt at se os omkring og gengælder
glade et god morgen, (”blika”), til højre og venstre. Skolebørn i alle
størrelser, er der mange af, dem snor vi os ind og ud imellem. De elsker at
hilse på disse underlige cyklende ”solomio’er”, som vi jo hedder her, som hvide.
De lærer engelsk i skolen og hilser: ”good morning”!
Jeg er glad for at cykle ad
bagvejen, den kommer man i godt humør af, og så er det sådan lidt ”køligt” om
morgenen ved 7-tiden, ca 30 grader. På markedsdage møder vi folk der trækker
køer og geder, ja endog store flokke æsler. Der er også hunde, de haler af sted
med, men det kan jeg ikke holde ud at se på, det gør ondt helt ind i hjertet og
den virkelighed, at de spiser dem, forsøger jeg at fortrænge. Mange har dog også
hunde, som vi har det, men de giver dem ikke navne og rører dem i det hele taget
sjældent.
Vi møder kvinder bærende på
alskens forskelligt højt løftet på hovederne. Kurve, madvarer, frugt, grøntsager,
strå, stoffer, ja endog en ged m.m.m.
Somme tider kører vi til
frokost midt på dagen, et par km frem og tilbage ad min hade-cykelsti! Vi spiser,
som jeg vist har skrevet om før, ét varmt måltid om dagen og det er smartest, at
det er ved 13-14 tiden. Samtidig også upraktisk
, fordi det jo er på den
virkelig varme tid, men af flere grunde alligevel at foretrække. Tilbage på
kontoret belønnes vi jo atter med afkøling fra AC’en, når strømmen altså
fungerer, og det gør den heldigvis for det meste.!
Efter den første dag at have
kørt hjem fra kontoret, først i tusmørke så i mørke, satte jeg meget bestemt
igennem, at det ikke skulle gentage sig. Og det har det heller ikke gjort. Det
bliver mørkt kl. 18.30, og meget
mørkt .
Turen hjem er den bedste.
Solen er ved at gå ned og temperaturen faldet et par grader.
Vi tager fra kontoret omkring
17-17.30, og kører først ad den væmmelige cykelsti, som findes på begge sider
langs den firesporede hovedvej. Stien er godt nok adskilt fra vejen med små
ophøjede betonklodser anbragt med ca ½ meters mellemrum, som man, hvis man er
behændig, kan smutte ind og ud imellem. Dette sidste er tvingende nødvendigt,
ret ofte, for inde på cykelstien, går skolebørn og folk i alle afskygninger og
aldre. Cykler er der selvfølgelig også, i stort tal, de kommer med og imod os,
vi snor os ind og ud imellem dem alle, så godt det nu kan lade sig gøre. Somme
tider må vi stoppe, somme tider virker det at ringe med cykelklokken, de fleste
gange nu ikke. Når vi kører forbi dem, der i givne øjeblik, har blokeret vores
vej, og de ser, det er hvide der kommer forbi, så undskylder de, at de ikke
flyttede sig lidt hurtigere, eller i det hele taget. Ghanesere er venlige mod
udlændinge! Også motorcykler kommer vi op imod. De SKAL ikke og MÅ ikke være på
stien, men de overhaler og kommer imod os, som DE nu lyster! Og hov, der kommer
også lige en ”donkeycart”, den fylder det hele, så vi må ud gennem det lille
smuthul mellem betonklodserne, på den trafikerede hovedvej. Ikke sjovt i starten,
men vi har også her vænnet os til at sådan er det bare.
Lastbiler af forskellig art,
ofte kæmpe store, fyldt med tomater eller andet, kan finde på at blokere stien
totalt. Og tvinger os atter ud på den travle hovedvej! Almindelige personbiler
kan også finde på at blokere totalt, og ja, lige her foran os har en ung fyr
parkeret sin motorcykel midt på stien. Man betyder jo noget, når man ejer sådan
en krabat, og vi ”kasteløse” må atter ud i den farlige trafik.
Efter cykelstien går turen
gennem byen, hvor trafikken om muligt bliver endnu værre, ja totalt kaotisk. Her
er, som på cykelstien, færdselsloven heller ikke eksisterende. Mod- og
medkørende, i samme side. Fodgængere i én pære vælling snor sig ind og ud
imellem det pedalcyklende folk og motordrevne køretøjer. Underligt nok har vi
vist vænnet os til det, for vi er også begyndt at sno os og kommer nu sådan
nærmest ”scenevante” rundt.
I starten var jeg skrækslagen.
Og når Lars, når han skulle dreje til venstre, kørte ud midt på gaden og troede
han var en bil, blev det da helt galt. Her tager man ikke hensyn til hverken
fodfolket eller cyklisterne, så jeg så for mig at han osv. osv…..og 7,9,13.
Byen har en hel del trafiklys.
Men desværre virker de ikke. Pærerne er nok sprunget for lang tid siden! Og kun
et enkelt sted er den manglende automatik erstattet af en politibetjent, der
med (næsten) hvide handsker dirigerer trafikken på fineste måde.
Videre på turen
er vi vist nu nået igennem centrum. Vi skal lige igennem mit
hadekryds, der i myldretid er noget nær en labyrint. En lille
dreng løb forleden ud på vejen, lige foran mig og en overhalende motorcykel, en
hårs bredde fra at blive ramt. Jeg havde hjertekvababbelse i lang tid efter, pyh
ha.
Efter hadekrydset bliver
trafikken snart lettere, vi er ved at være i udkanten af byen, på den anden
side. Det bliver til at trække vejret lettere og til at se sig lidt omkring.
Langs vejen ligger mange små træboder, der tilbyder alt fra trækul til brænde,
tasker, supermarkedsvarer, vand, stoffer, syersker, damefrisører(der ordner hår
i det fri), ristede bananer, frugt…. Og jeg kan blive ved.
Ved T krydset for enden af
vejen skal vi til venstre, forbi det store smedeværksted på venstre hånd,
hvorfra det i et væk står med gnister fra svejse apparaterne. I lang tid havde
de den flotteste kæmpestore dobbeltsmedejernsseng stående på gaden. Lidt for
stor til kufferten, men hvis ikke, så….!
Lige efter smeden, når vi
afkørslen til højre og begynder turen, ”bagvejen”, gennem landsbyerne. Her
dominerer de lerklinede huse, mange med ståltage, andre med stråtage. Først
forbi den store skole til højre, den har mange hundrede børn tilknyttet. Så går
det derudaf som i morges, ad lerstampede stier, løst grus, revner og sprækker,
over stok og sten, op og ned. De små børn råber ”hello” og vi gengælder deres
hilsener. Vi smiler hele tiden, for det er lutter venlighed og gode hilsner, der
møder os. Jeg bliver så glad indeni over at være heldig nok til at opleve dette.
En dag, gennede jeg på 4 piger i deres high school uniformer. Vi kom til at køre
om kap med mig bagest, selvfølgelig. Men jeg fulgte med, og de og jeg grinede og
morede os kongeligt over det lille intermezzo, over de næste par km. De måtte
fra tid til anden vende sig om, for at se om den gamle kone stadig hang på,
hvilket hun jo gjorde, og de var synligt imponerede! Faktisk var jeg noget
udmattet den dag, men den lille spurt kvikkede vældig op!
På turen gennem landsbyerne
skal vi også hele tiden passe på dyrene. Geder, høns, perlehøns, køer og store
grise med deres mange små, krydser vores vej, som de gør alle steder i dette
ganske land, også på hovedvejene! Vi kommer forbi en kæmpe so i et mudderhul med
smågrisene pattende lystigt, alle med ”sorte bukser”, fra mudderet.
Efter mudderhullet og ca. 25 m
længere fremme begynder forventnings boblerne for alvor at køre i maven, for nu
er der kun kort hjem. Endnu lige et par stejle stigninger, sidste store
forhindring, en klippeblok, før sporet jævner sig ud og vi 75 m længere fremme
drejer fra mod venstre. Juhu, nu er vi der, der er kun den lidt glatte, pga.
løst grus, vej forbi vores affaldsplads bag det gamle gæstehus, hvor vores
cykler opbevares. Endelig hjemme. Nu
tøjet af, det klæber slemt for vi er godt varme og våde, og så belønningen.
Badet, den dejlige bruser, der dog ”kun” kan levere varmt vand, når det er sidst
på dagen. Men skidt med det, der er vand, og nok af det. Våde lægger vi os på
sengen under loftsviften og så kommer afkølingen af sig selv via fordampningen!
En lille lur er ofte på sin plads på dette tidspunkt.
Nu er vi hjemme, vi har fået vores daglige
motion, og vi tillader os at synes, at vi er seje!
(Ulla)