En berigende skoledag
Welcome, Welcome,
How do you do
Happy to see you
Happy to meet you
You our friends,
You our friends.
Sådan blev vi modtaget på
skolen, vi besøgte i dag. En hel flok børn havde stillet sig nysgerrigt op på et
sted med frit udsyn til gæsterne, os. Helt spontant brød de ud i ovenstående
velkomstsang, som vi håber, vi kan få sat på hjemmesiden. Lars arbejder på
problemet.
Det var rørende og gribende, SÅ
hjertevarmt og bevægende at tårerne endnu engang stod mig i øjnene (jeg bliver
vist alt for blød på mine gamle dage), kunne ikke få et ord frem, og det blev
ikke den eneste gang denne formiddag, jeg var stum og havde en klump i halsen.
Lars sagde nu også flere gange, at han var helt rørt!
Skolen ligger ude på landet,
ikke langt fra ”vores landsby” Nyariga. Den har ikke el og er som helhed utrolig
dårligt udstyret hvad undervisningsmaterialer og inventar iøvr. angår. F.eks.
har lærerne ikke et skrivebord i deres klasseværelser og først for nylig fik de
en stol, de kunne sidde på! Når de retter opgavebøger bruger de en af børnenes
pulte som bord! De er dog meget dedikerede og klarer sig trods de store mangler.
Måske hænger jobs’ne heller ikke lige på træerne.
Skolen er bygget af en
hollænder, og overgivet til staten, som står for den daglige drift. Der er en
ufærdig større bygning, der venter på færdiggørelse, når nye midler tilføres.
Når det er sket, kan man dele børnehave- og vuggestueklassen, som på nuværende
tidspunkt er en stor klasse. Der er 5 lærere til de ca 200 børn. Olivia er
rektor og vikarierer ellers, hvor der er brug for det. Hun fortæller os, at hun
har glædet sig meget, til vores besøg og næsten ikke havde kunnet tro på deres
held (at vi ville besøge dem), da Alex fortalte, at vi havde spurgt om et besøg
var muligt. Alex, som jeg vist tidligere har nævnt, er vores taxachauffør, ham
der også kørte os til safari i Mole park. For at supplere den dårlige lærerløn,
har han sparet sammen (ikke af lærerlønnen, men fra et tidligere job, som
kurveforhandler!) til sin taxa og kører den i dagens og aftenens frie timer.
Eleverne har ikke set mange
hvide mennesker i deres liv, så vi er virkelig kærkomne kuriositeter.
Efter den uformelle velkomst
kommer nu det mere formelle. Først det daglige ritual, hvor børnene stiller op
klassevis i gården. Der ”ekserceres”, bliver bedt fadervor, vist respekt for
land og flag med hånden på hjertet og så endnu engang sunget velkomstsang for
os. Deres eksercits er lidt militæragtig, ved ikke om vi skal le eller græde
over deres ubehjælpsomhed og uskyld, måske begge dele! En af eleverne står foran
hele gruppen og fremsiger kommandoerne med klar og præcis stemme. I morgen er
det en anden i hendes sted. Efter samlingen, marcherer børnene til deres
respektive klasseværelser under gentagen, taktfast sang:
Follow, follow
I will follow Jesus
I will follow Jesus Christ
Anywhere, everywhere
Follow, follow
( og i dette øjeblik går
elektriciteten, bælgravende mørke sænker sig. Vores fan står stille og luften i
rummet ligeså, vores aktiviteter forstummer, alt bliver stille.......Vi finder
lampen, der skal oplades ved solenergi og er en gave til ”vores landsby” på
søndag, frem fra kassen, så vi kan teste den i det kulsorte rum, vi p.t.
befinder os i. Den virker heldigvis! Jeg når også at tage en overrisling ved en
lommelygtes skær, før vi atter har el. Denne gang gik det hurtigt, andre gange
har det varet timer, før vi atter fik lys og fan.)
Tilbage på skolen fulgte vi nu
undervisningen i de forskellige klasser. Alle klasser skal have besøg, ingen
forfordeling! I børnehave- kindergarden klassen danser og synger og klapper de
for os på livet løs, de kan slet ikke komme tæt nok på, selv om de også er
betænkelige, ja endog frygtsomme over for vores ”mærkelige” udseende. Deres øjne
og ansigtsudtryk afspejler klart betænkelighed, frygt, tillid og forskrækkelse
på en gang, alles øjne rettet mod os og vore mindste bevægelser. Vi røres igen
over den umiddelbare åbenhed og nysgerrighed.
Der bliver filmet og taget
billeder på livet løs.
I børnenes frikvarter besøgte
vi den lille butik under baobabtræet ca. 100 m fra skolen. Her kan børnene købe
lidt mad og lidt slik, hvis de overhovedet har råd. Det er der mange, der ikke
har. Tidligere havde skolen et mad program, som nu pga. manglende økonomi, er
ophørt. Vi besøgte endvidere, til fods, de omkring liggende tomatmarker og
smagte på tomaterne, som er grovere og tykkere i skallen end de danske. Der er i
dette område overrislingskanaler, der gør det muligt at have en afgrøde i
tørkeperioden.
Da vi kommer tilbage er børnene
endnu på legepladsen. Jeg går med et par stykker i hånden og inden længe er
kæden lang, for når én holder mig i hånden og den næste holder vedkommende, der
holder mig i hånden og den næste igen holder vedkommende, der holder den næste,
der holder den næste, der holder mig i hånden osv., ja, så holder de jo alle mig
og jeg dem i hånden! Logik for perlehøns!!
Efter pausen, atter
klassebesøg. Men så er 6 timer pludselig gået og det er blevet tid til at sige
farvel. Hvide hænder mødes med sorte, taknemlighed fra begge sider udveksles.
Fra skolens side fremsiges en bøn om materiale- og pengehjælp – de mangler ALT –
Dette til trods, ser det ud til at børnene lærer noget.
Det er ligeledes vores indtryk
at lærerne viser stor forståelse for, og har indsigt i, den enkeltes formåen, og
forsøger at skabe tryghed og selvtillid.
Vi har købt slik og en fodbold.
Det bliver delt ud. Der bliver sørget for at alle får lige meget! Fodbolden skal
dog først i brug i morgen, hvor det er ”fysisk dag”. Hver fredag er legedag!
I Ghana flyder der plastik og
affald alle steder. Selv om eleverne hver eneste morgen starter med at rydde op
på skolens grund, så smider de i løbet af dagen både poser og papir og andet på
jorden. Så er der selvfølgelig noget at samle op næste dag!
Jeg undrede mig over ”systemet”
overfor skolens lærere, under et lille afsluttende møde. Jeg fortryder næsten,
vi har haft indpakket slik med, når jeg ser papiret blive smidt, hvor det lige
passer sig. Elever og lærere er lige gode om det. Lars samlede noget papir op,
smidt af en lærer, og fik at vide at han blot skulle lade det ligge, eleverne
ville samle det op!
Det er ikke let at forandre
verden! Men jeg forsøger alligevel, om jeg kan gøre en lille forskel, for dette
her piner mig virkelig, og man må jo begynde et sted! De tager pænt og
interesseret imod min ”kritik”(det gør Ghanesere som regel, fordi de mange gange
tror ”hvide” ved bedst). Jeg moraliserer over emnet, ligeværdighed, det at
foregå andre med et godt eksempel og det at være rollemodeller for børnene osv.
osv. Vi laver sjov med det, griner meget, dels over min ligefremhed, dels over
deres ”ligegyldighed”, for sådan har det jo altid været, det med affaldet!
Resultatet blev dog at jeg
købte en STOR affaldsspand til dem i byen, samme eftermiddag. Alex fik den med
ud til skolen næste dag. Han og Lars har skrevet ”Ullas BIN” på den. Om den vil
blive brugt til formålet, skal jeg lade være usagt, men jeg forholder mig
positivt til det. Et sted, hvor der end ikke er toiletter, hvor både børn og
voksne må forrette deres nødtørft i det åbne landskab, kan man godt sætte sig
ind i, hvor svært det må være, at forholde sig til ANDET affald!
Afslutningsvis dansede den
ældste klasse for os. Der er utrolig megen rytme og musik i disse børn. Til en
klappende taktfast rytme fra den tilstedeværende skare, dansede børnene par-
eller enkeltvis, opfindsomme danse, så vores hjerter blev varme og tårerne atter
var tæt på. De viste en stor, stor glæde over vores besøg.
Endnu en uforglemmelig dag i vores rige liv. (Ulla)