Rejsebrev 1. marts 2009
16.02.09
Arbejdsmorgen. Sætter dagbog og billeder på hjemmesiden i forhåbning om, vi kan få den til at virke.
Vi bevæger os ind bag om Krobodans hus og kommer til det lokale marked. Her trasker vi lidt rundt og ser på de mange udbudte varer. Der er tilsyneladende alt lige fra synåle, stoffer og brugt tøj til røget og tørret fisk, kylling, grøntsager og færdiglavet afrikansk mad. De fleste sidder på jorden med deres udvalg. Vi køber ikke, men går med store, åbne øjne.
Vi bliver pludselig tilråbt af en kraftig afrikaner, som kommer og giver os det karakteristiske Ghana håndtryk,( tre forskellige stadier: det vi kender, almindeligt goddag, skift til hold om hinandens tommelfingre i et fast greb og igen det vi kender, for slutteligt at lave et knips mellem den man hilser pås langfinger og egen langemand) og siger: ”hvor er mine billeder”. Det viser sig at være høvdingen fra den landsby, vi besøgte i oktober. Et mindeværdigt besøg, hvor vi blev trakteret på fornemmeste vis med kokosnødder, palmevin, sodavand og mere. Vi lovede dengang at vi ville sørge for han fik prints af alle billeder, vi tog. Så heldigvis kunne vi berolige ham med, at dem havde vi lige nede i Krobodanhuset. Han kunne få dem med det samme, hvis han fulgte med os. Det viser sig også at han er godt kendt i det hus, for han er chairman of the board! Han fik sine billeder og var glad. En lille sjov krølle: Rachel havde brug for en kuglepen. Jeg sagde til hende, at hun kunne få en af mig, så hun ikke behøvede at gå op på markedet. Den store Chief så mig give den til hende og sagde henvendt til mig: Hent også en til mig! Sådan lidt befalende. Det gjorde jeg så, jeg havde nemlig lige 2 Falck penne, der så sådan lidt flotte ud, og så var han vist tilfreds endnu engang!
James senior afhenter os i Krobodan minibussen 8.30. Vi kender ham fra sidst og ved han er en habil chauffør. Afg. efter afsked med Pernille og Joshua, der har bragt os chokolade, som han lovede os i oktober! Han kalder det verdens bedste, lavet her i Ghana. Vi smager det sidenhen, det er flødechokolade. Det behager ikke rigtigt de danske smagsløg!
Landskabet vi kører igennem er først meget grønt. Vejen er rimelig god og asfalteret, men med mellemrum møder vi store huller, som James manurerer udenom, på bedste og vanlig vis. Vi kører og kører. Stopper i Kumasi til lunch. Det er ca. 800 km, vi skal have tilbagelagt. I dag dog kun halv vejs, har vi besluttet. James villig til at køre hele turen i et stræk, men, men, det kan man ikke byde nogen, synes vi, og han er da også glad for at kunne stoppe og få sig et hvil og en god nats søvn. Vores stopover er i Techiman. Første hotel vi stopper ind på og egentlig også har bestilt, er FOR ringe, så vi finder Dery Hotel, som har OK dobbeltværelser, restaurant og bar og AC på værelserne. Dansk standard er det nu ikke, men for os er det fint og efter Afrikansk stil, er vi ved at finde ud af, flot.
Vi er fremme ca. kl. 16. Får en kop kaffe i restauranten udenfor. Vi må da have sjal og jakke frem, selv om det egentlig ikke er koldt. Måske var det vinden og trækken, det er der masser af i bilen og hvor som helst, hvor vinduer står åbne i håb om køling og lindring for den stegende hede. Også her i restauranten lyder ensformig høj, høj musik fra enorme højttalere, der står stablet ovenpå hinanden. Musikken skal åbenbart ud for fuld volumen. For ligegyldigt hvor vi kommer forbi et sæt højttalere, bliver vi ”forstyrrede” af den høje musik. Og har man ikke højttalere, blive et tv skruet op for fuld styrke.
Hviler os og mødes igen til aftensmad. James kommer dog ikke, er faldet i søvn!
Lars og jeg får fisk, sådan en lidt tør en, som jeg slet ikke kan forstå, jeg kunne bestille.
Sover godt i det kølige rum.
Står op allerede klokken 5, for at nå tidligt frem til Bolgatanga.