Søndag d. 08.03.09
Det er en dejlig morgen. Allerede kl. lidt over 5 er jeg vågen. En god tid at være vågen på, for på denne tid dropper temperaturen til noget nær tåleligt. På mit lille termometer fra Tigerbutikken til 20 kr. måler jeg 24.5 grader, udenfor på vores lille terrasse. Den laveste temperatur endnu målt på denne tur. Jeg står længe udenfor og nyder den vågnende dag. Der er trommelyde i baggrunden, nogen gange nær, nogen gange fjern. Lyden har været der en stor del af natten. Der er åbenbart nogen der ikke går iseng! De trommer til begravelserne og de efterfølgende fester. Der trommes så længe nogen betaler for det! Begravelser er en stor ting, de foregår netop i denne måned, i tørkeperioden, hvor man ikke kan dyrke jorden og hvor alting af den art ligger stille. Man begraver godt nok de døde, hurtigt efter deres død, men ”festen” gemmer man til alle har bedre tid, og evt. kan rejse efter det..
Mens jeg endnu står på terrassen og kigger ud, vågner også dyrene. De paraderer forbi mig på vej til vores affaldsplads, tror jeg, bag det andet gæstehus. Først kommer perlehønsene, de skratter højrøstede og støjende forbi. Lars siger det lyder som om man siger Å WAK, Å WAK, helt nede i halsen! De er endnu en familie på 5, så længe det varer. De ser spiseklare ud! Så kommer gede familierne, en mor har lige fået et par kid, som hun passer meget på. Som nyfødte fulgte en af hundene dem tæt. Om den passede på kiddene og moderen, eller pønsede på en lækkerbisken, skal jeg lade være usagt, men de er da levende endnu. Hønsene, en enkelt hønemor med kun 1 kylling, og den flotte hane, der allerede begynder SIN dag og sit ”galeri” kl. 3.30, lige udenfor vores vinduer, kommer også forbi. Der er mange andre høns, de sætter sig i træerne, de ser ud til at have et godt liv, inden de ender i suppegryden. Hunde, ikke så mange, ser vi også på grunden, de kommer som gederne og lægger sig under de skyggefulde træer. Kattene er sky, dem ser vi kun skyggen i hurtigt løb.
Jeg vil gerne føre dagbogen ajour, men er 10 dage bagud, og det bliver ikke rigtig til noget. Jeg ændrer derfor d.d. på min tidligere intention, - at føre dagbog på hjemmesiden - til at komme med lejlighedsvise input, når der er noget, ”der flyder af sig selv”. Ikke sådan at jeg ikke fører dagbog. Jeg har min lille grønne bog, hvor jeg dagligt noterer dagens begivenheder i stikord. Det at få det sat i en form, så det er læseligt for andre, tager noget længere tid. (Ulla)